Danmarks Rovfugle

Hjem

Aktuelle nyheder

Rovfugle arter

Artikler - Historiske data

Artikler 1970-1999

Artikler fra 2000 og frem

Census-områder

Vinterbiotoper/Vintertællinger

Nye projekter

Optællingsmetoder

Ringmærkning

Andre rovfugleartikler

Foto Galleriet

Fældende beviser

Kontaktadresser

Vedtægter for gruppen

Links til andre rovfugle-webs

SPURVEHØG Accipiter nisus

Beskrivelse
Spurvehøgen er en de mindre ynglende rovfugle i Danmark. Med sin lange hale og afrundede vinger og sine hurtige bevægelser i landskabet er den let at kende. Hunnen har gråbrunlig overside og tværstribet grå og hvid underside. Hannen har overside blågrå og undersiden er tværstribet hvid og rustrød. Hunnen er en del større end han - kan være næsten dobbelt så stor som hannen - og kan derfor ofte forveksles med han af Duehøg. Spurvehøgen har dog hurtigere vingeslag og knapt så kraftfuld flugt.

Levested
Udbredelsesområdet strækker sig over næsten hele Europa, det nordvestligste Afrika og et bredt bælte gennem Asien østpå til Stillehavskysten.

Spurvehøg par i parring (Foto: Finn Birkholm-Clausen 2008 Ó)

Spurvehøgen forekommer som ynglefugl overalt i Danmark. Bestanden andrager mellem 8 og 10 par pr. 100 km2. De tætteste bestande findes i dag i Østdanmark i bynære områder, hvor Spurvehøgen i de seneste 35 år har ekspanderet kraftigt efterhånden som byernes parcelhuskvarterer og industrikvarterer vokser til og danner det parkagtige landskab med hække, buske og plæner, der giver en optimal bestand af de vigtigste byttedyr.

Spurvehøgen kan yngle i rødgran bevoksninger , fyrreskove, tæt birkeskov og ung løvskov med islæt af hassel og tjørn. Reden placeres på de laveste grønne grene eller på bæredygtige udgåede grene i redetræet. Spurvehøgen foretrækker at placere reden i bevoksninger med en lille lys intensitet, således at hunnen har adgang til at lande på grene eller stubbe i en skovbund uden for megen  vegetation.

Spurvehøgen lægger fra 4 til 7 æg afhængigt af hunnens alder og kondition. Yngre hunner lægger generelt mindre kuld, og hvis hannen også er ung, lykkes yngleforsøget ofte slet ikke. Hos spurvehøgen er det hannen, der tilsyneladende besætter yngleterritoriet, mens hunnerne ofte flytter fra et territorium til et andet, især hvis yngleforsøget er slået fejl.  Grundige undersøgelser af fældefjer hos Spurvehøg i Nordjylland af Jan Tøttrup Nielsen og Sydjylland af Kurt Storgård viser, at kombinationen ældre han og ældre hun er det mest succesrige konstellation efterfulgt af ældre han og yngre hun.

Grunden til dette er, at Spurvehøge hunnen stort set ikke fanger sit bytte selv i yngletiden. Det er således op til hannen og hans jagtevner at producere et stort kuld

Spurvehøgebestanden brød sammen i Danmark i 1960-erne som følge af anvendelse af DDT. Nedbrydningsstoffet DDE blev ophobet i fuglenes væv og svækkede disse. Fuglenes æg fik tynde skaller og æggenes evne til at klække blev reduceret. Helt frem til 1977 fandt Per Bomholt og Finn Birkholm Clausen op mod 20 % golde æg. Undersøgelser foretaget af Jan Dyck m.fl. viste dog, at der tilsyneladende skete en vis selektion af hunner, der havde en mere rolig omgang med æggene, og situationen forbedredes hurtigt. Det gennemsnitlige kuld steg til ca. 4.25 æg  og 3,8 unge pr. kuld i 1980erne. Ungeproduktionen i forskellige dele af landet var forbavsende ens.

Derimod viste undersøgelser, at antallet af kuld , der mislykkede, var langt større i Vendsyssel og Oksbøl end i andre dele af landet. I disse områder med store plantager var Duehøgen en medvirkende negativ faktor. Det blev ofte konstateret, at gamle spurvehøgeterritorier blev opgivet og ynglehunnen ædt, når et Duehøgepar rykkede ind.  Imidlertid tilpassede nye Spurvehøge sig til en tilværelse med duehøg i området ved at placere reden i tættere bevoksninger, for eks. tæt contorta fyr, sitkagran og krat med tjørn og hassel. Sådanne steder har Duehøgen svært ved at jage og Spurvehøgens chance for at overleve bliver forøget.

Spurvehøgen er blevet ringmærket i stort tal i Jylland af Jan Tøttrup, Kurt Storgaard , Finn Birkholm Clausen,  Svend Møller Jensen  og Per Bomholt. Derfor har vi i Danmark et fint billede af, hvorledes bestanden trækker. Hovedparten af de jyske fugle fordeler sig i Danmark, men en mindre del af bestanden trækker til kanal-egnene (Holland, Belgien og Frankrig). Især de vestjyske ungfugle trækker i sydvestlig retning.

Fødeundersøgelser viser, at Solsorten vægtmæssigt er meget vigtig for spurvehøgen efterfulgt af Skovspurv, Bogfinke, Gråspurv, Landsvale og Gulspurv . Hunnerne kan tage bytte som Ringdue og Skovskade, mens hannen ofte plyndrer fuglereder og fanger mejseunger i ungetiden.. Spurvehøgen tager stort set ikke jagtbart vildt.

Et interessant fænomen er, at såvel Ringdue som Skovhornugle ofte yngler nær Spurvehøge. Der er tilsyneladende en gensidig gavn af den beskyttelse mod Duehøgen og Gråkrage, det giver at yngle tæt på hinanden.

ARTIKLER OM SPURVEHØG

Spurvehøgens ynglestatus i Frederiksberg og Københavns Kommune af Steen Kryger og Ole Banke